
OM OS
Villa Hesnæs ligger på Østfalster og er et familieejet pensionat med spa og kunstner residens. Villaen gemmer sig lidt bag havnen i Hesnæs og skuer halvt skjult, lidt oppe på skrænten, ud over Østersøen.
Baggrundstæppet er træstammer, forgrunden det skiftende hav, gråt, blåt skummende hvidt. Her påstår vi, at du kan finde en del af det, vi alle har brug for, men som måske savnes i en overstrømmende hverdag.
BAG VILLA HESNÆS STÅR EN FAMILIE MED LOKALE RØDDER
“Den store hvide villa har tiltrukket os helt fra barnsben og senere som familie ved søndagens vandreture i skoven. Da vi som familie fik chancen for at overgive os til det stolte hus, var vi straks i gang. Den gamle skovriderbolig skulle nu blive et sted for flere. Et sted med glæde, æstetik og humor. Rum og vægge indbød til middage og ro – til et suverænt modtræk til uroen i vores samtid.”
Så efter knap to år med dygtige lokale håndværkere, genbrug, reparationer og masser af kilo kit, byder Villa Hesnæs dig nu indenfor. Indenfor i et hus med højt til loftet i mere end en forstand.